Husene og bilerne er blevet til små matadorbrikker under os, og man kan skimte København og Øresundsbroen i det fjerne, selvom vi befinder os et sted mellem Roskilde og Ringsted. Det er en vild fornemmelse at være så højt oppe, det er vi alle sammen enige om. Men samtidig er det en ekstremt behagelig, rolig – næsten fredfyldt – oplevelse at flyve i luftballon.
Roligt og vildt på én gang. En sjælden kombination.
Ballonen flyver med vindens hastighed, og oplevelsen i kurven føles derfor helt vindstille. Vi svæver gennem luften med den flotteste udsigt over marker, veje og små søer. Et ægte dansk landskab under os og en klar blå himmel over os. Solen er ved at gå ned.
Et magisk syn, der får én til at holde vejret.
Hele GO DREAM-holdet er denne eftermiddag fordelt i tre varmluftsballoner, og vi kan skimte silhuetterne af vores kollegaer i to andre farvestrålende balloner, der svæver i luftrummet omkring os.
Et sjældent set magisk syn.
Heroppe er der ingen lyde – udover når gasbrænderen spyer ild over os og op i ballonen med nogle høje brag, der for et øjeblik overdøver al samtale i kurven. Vi svæver roligt rundt i godt og vel en time. Ballonen rykker sig op og ned, men som passager mærker man egentlig ikke bevægelserne. Man registrerer blot, at højden ændrer sig. Og lader sig føre med.
Højt at flyve – kontant landing
På et tidspunkt spørger Philip, om vi har lyst til at dufte til en smuk gul rapsmark. Det har vi. Ballonen nærmer sig jorden, og de gule blomster kommer så tæt på, at vi ganske rigtigt kan dufte dem. En hare piler gennem marken, og får blomsterne til at vugge. Biler dytter og folk vinker op til os. For det gør man, når man spotter en gigantisk luftballon, der passerer henover himlen ved skumringstid. Vi vinker tilbage. Så bevæger ballonen sig opad igen, og de gule blomster bliver atter små.
Vi svæver lidt videre, men tiden er ved at være gået. Vi skal finde et sted at lande. Tiden flyver i godt selskab. Og i en luftballon. ”Stil jer med front mod mig og hold godt fast i håndtagene”, lyder det fra Philip. En landing med luftballon kan – med ballonskipperens eget ord – være ”kontant”. Vi skal bøje let i knæene for at skåne benene.
Vi rammer marken, og kurven kan ikke rigtig bestemme sig for, om den vil tippe eller blive stående. Efter nogle minutters turbulens står den stille, og vi kravler allesammen ud. En fantastisk og anderledes oplevelse rigere.
På vej ned observerede vi, at vores kollegaer i en af de andre balloner var ved at lande i et område med en masse træer. Vi håber, de klarede landingen. Eventyret er ovre for denne gang.
Champagne i håret og ballondåb
Men først skal vi ”døbes”. For det er en ganske særlig ting at flyve i ballon for første gang, og det markeres med dyr champagne i håret på alle deltagere og efterfølgende overrækkelse af dåbsattest til ”førstegangsflyverne”. Jeg modtager med spænding mit nye ”ballonflyver-navn”: Markbaronessen af Langvad Å.
Et bord bliver slået ud, og der bliver dækket op på den midtsjællandske mark, vi befinder os på. Vi skåler i champagne og spiser snacks og snakker om oplevelsen. Solen er nu gået næsten helt ned. Himlen er en blanding af pink og orange.
Bussen, der skal køre os tilbage til København, holder og venter på os. Men vi er ikke helt klar til at køre endnu. For selvom vi allesammen er landet i god behold, tager det lidt tid at komme helt ned på jorden igen efter en ballonflyvning.
Vil du selv eller kender du nogen der skal prøve vores ballonoplevelse, kan du her finde oplevelsesgavekort til ballonflyvning.