Et helt specielt opløftende eventyr.
Disse ord beskriver med rette den oplevelse, jeg begav mig ud på med to af mine kollegaer fra Drømmefabrikken alias GO DREAMs kontor.
At flyve i helikopter er nemlig ikke længere forbeholdt millionærer og berømtheder. Nej, nu kan folk som du og jeg få denne oplevelse – endda uden at betale en bondegård. win-win.

Maskineriet der tog med ud på et opløftende eventyr.
Tilbage til helikopterturen. Eventyret startede i foyeren i Roskilde Lufthavn med titusinde sommerfugle flakkende i maven – som resultat af en smule flyskræk. Der var dog ikke tid til at være en bangebuks, og efter kort tids venten bevægede vi os ud på en stor plads, hvor et pragteksemplar af en helikopter stod klar til at fragte os til København.
Som SoMe Manager skal oplevelser i denne liga selvfølgelig dokumenteres, i dette tilfælde livestreames på Facebook. Så alt imens jeg sendte live på Facebook, gebærdede jeg mig ind i helikopteren, hilste på piloten og iførte mig et headset for at skærme for støjen fra helikopteren.
Som kvinde er man jo typisk ferm til multitasking, og det postulat må man sige, at jeg bekræftede 😉
København fra et nyt perspektiv
Helikopteren lettede elegant, og inden vi så os om, befandt vi os højt oppe under skyerne. Den i forvejen pragtfulde solskinsdag i marts, blev pludselig en dag, der står stærkt i hukommelsen.
De føromtalte sommerfugle fik ikke nogen opmærksomhed i de høje luftlag – det gjorde udsigten derimod.
Udsigten var uden sammenligning. At opleve sin egen by fra et nyt perspektiv var på en og samme tid fascinerende og forunderligt. København virkede – som et lyn fra en klar himmel – så bitte. Som et lille dukkelandskab.

Dragende og smuk udsigt over Søerne.
Med en fart på 240 km. i timen fragtede helikopteren os til Kløvermarken på ca. 15 minutter, hvad føltes som et splitsekund. Samtidig føltes det som flere timer, da udsigten over Søerne i København tog pusten fra os. Tiden stod stille et øjeblik.
Foruden Søerne, nød vi synet af marker, grønne skove, byer, kringlede veje, og som prikken over i’et eller skulle man sige som guffen på flødeisen, fløj vi over vores kontor. Vi fik således mulighed for at se vores arbejdsplads fra et nyt perspektiv.
Nok om min helikoptertur – du er nødt til at prøve denne højtflyvende oplevelse på egen krop.

Glade og fulde af adrenalin efter en fantastisk flyvetur over København. Fra venstre på billedet ses Madeleine fra vores svenske partnerteam, Sofia fra vores danske partnerteam og til sidst Anne-Kathrine fra Marketing, undertegnede.