Solen er knap stået op, da vi krydser Kilometerbroen. Alligevel varmer den godt allerede, og vi har ramt en heldig dag med dansk sommervejr, når det er bedst – solskin, blå himmel og vindstille.
Perfekt vejr til en dag på vandet, og jeg klapper i mine små hænder over, at vi er på vej til Copenhagen Surf School, hvor vi skal prøve kræfter med den klassiske hawaiianske måde at surfe på. ‘Kursus i SUP-surfing’ hedder oplevelsen fra GO DREAM.
Vi ankommer til Amager Strandpark og ser en stor van med to solbrilleklædte gutter, der stikker hovederne ud og hilser pænt på os. Mere er der ikke at se. Et flag vinker os i den rigtige retning, og vi får øje på de mange boards, der er tætpakket i den sorte van. I virkeligheden behøver vi jo ikke mere.

Malene Rønnest der er klar til at prøve kræfter med SUP-surfing.
De to gutter præsenterer sig selv som vores instruktører og spørger os, om vi er klar til noget SUP (stand up paddle surf). Selvfølgelig er jeg fuldstændig klar!
Med et semester på Hawaii i bagagen er jeg vant til at plaske rundt i vandet med et board, men min veninde – som i øvrigt er en smule vandskræk – trækker lidt mere på sit svar. Heldigvis beroliger de to instruktører hende med, at de er med os hele vejen, og at det ikke er andet end sjov og ballade.
Vi er et lille hold på syv, der skal ud på vandet, og vores SUP-boards ligger allerede klar i sandet, hvor vi bliver dirigeret hen for at modtage en lille teknisk lektion. For mig er der ikke så meget nyt i det, men de to instruktører gør en dyd ud af, at alle forstår bevægelserne og sikkerheden før, vi går i vandet.

Kursus i SUP-surfing.
I vandkanten sidder en folk nysgerrige strandgæster og ser begejstret til, da vi på akavet vis slæber de kæmpe boards med os. Det er ikke uden grund, at de er store – det er nemlig ellers umuligt at stå på dem uden bølger, men når man ikke er mere end 1.63 meter høj, så ser vores entré nok temmelig underholdende ud.
Anyways. Vi er ikke taget til Amager Strandpark for at underholde tilskuerne. Vi er der for at underholde os selv, og lige så snart mit board rammer vandet, bliver jeg ramt af en nostalgisk følelse. Minderne fra Hawaii toner frem på nethinden.
Har man sin SUP-debut handler det om at finde balancen og de rigtige punkter at placere fødderne på, men ret hurtigt fanger man teknikken og rytmen ved at padle skiftevis på højre og venstre side af boardet. Har man prøvet det før, kan man give sig i kast med fart, vendinger og forskellige tricks.
Begge instruktører er særligt vilde med sidstnævnte og demonstrerer indlevende forskellige hop og håndstande, og de opfordrer os til selv at prøve. Jeg skal selvfølgelig lige vise mig lidt, og jeg laver nogle hurtige cirkler med boardet.
Det gør ikke noget, at jeg ender med at falde i vandet. Solen er klar til at varme mig, når jeg får kastet mig selv tilbage på boardet og indhenter min veninde i hendes søndagstur.

Kursus i SUP-surfing.
Vi har to timer, så der er ingen grund til at stresse. Vi følges ikke i én samlet flok, men tager det i vores eget tempo og griner af dem, der falder i vandet.
Undervejs kalder instruktørerne os lidt sammen for at komme med forskellige teknikforbedrende tips, og gør man det rigtigt, kan man mærke, at man bliver godt øm i arme, mave og i lænden. Halvvejs stopper vi for at tage en slapper på boardet – det skal der jo være plads til.
Vi danner en stor cirkel, og én af instruktørerne deler medbragte vandflasker ud, så vi kan få slukket tørsten. Der sidder vi så i cirka 20 minutter og deler SUP-erfaringer og snakker om andre vandsportsaktiviteter, som vi kunne have lyst til at prøve.

Kursus i SUP-surfing.
Efterfølgende tager vi turen tilbage til den sorte van på strandbredden. Nogle bidrager til underholdningen med improviserede moves, og andre tager det helt med ro.
Det er super hyggeligt, og vejret er bare helt perfekt! Man behøver ikke nødvendigvis at rejse om på den anden side af jorden for at få en hyggelig og sjov dag på vandet.
Selvom det ikke er en holdsport, er der alligevel en følelse af fællesskab igennem interessen for SUP, og jeg kan da også se at min veninde smiler – jeg tror ikke, hun har vandskræk længere.