Efter 4 timers flyvning stik nord fra Olso, bremser SAS maskinen hårdt op på den korte landingsbane. Klokken er 23.46, og jeg befinder mig på den 77’ nordlige breddegrad i byen Longyearbyen på Svalbard, den nordligste by på jordkloden.
Årsagen er den, at nogle velhavende amerikanske eventyrer, der alligevel skulle løbe maraton på Nordpolen, har hyret vores ballonselskab ‘DreamBalloon’ til at gennemføre ballonflyvning på Svalbard. Al motoriseret flyvning over Svalbard er forbudt. Derfor er ballonflyvning den eneste mulighed for at se landskabet fra luften.
Jeg har været heldig at blive ansvarlig for dødvægt og isbjørnefoder, hvis det bliver nødvendigt.
På trappen ned til landingsbanen kan jeg, på trods af tidspunktet, se de sidste stråler af den nedgående sol. Det fascinerende syn af den røde sol mod de hvide sneklædte bjerge og det dybblå hav bliver dog hurtigt afbrudt af en 22 grader let brise, der trods mine iførte jeans og striktrøje får mig til at føle mig nøgen, og de 100 meter over landingsbanen til terminalen virker som en overlevelsestur.
Flere isbjørne end mennesker
I den mindre ankomsthal bliver jeg mødt af et bredt smil fra Philip Mundt. Philip er direktør og flychef for DreamBalloon og er med sine 204 cm i højden iført en gigantisk flyverdragt.
Efter jeg har iført mig ekstra tøj fra min taske og yndefuldt har trukket min hue godt ned over ørerne, går vi ud til bilen. Selvom solen nu er gået ned, er det lyst som på en overskyet dag. Mens vi kører de små 8 km fra lufthavnen til vores lejlighed i Longyearbyen, fortæller Philip, at han nemt kan finde vej, da der kun er en hovedvej på Svalbard, og det samlede vejnet er 20 km.
Vi parkerer bilen foran nogle små træhuse, der står skulder ved skulder. ”Fik du låst bilen?” spørger jeg på vej ind. ”Nej”, svarer Philip og forsætter.
”En vigtig regel på Svalbard er, at man altid efterlader sin bil åben, for skulle man møde en isbjørn på gaden, er det rart med en åben bil i nærheden, hvor man kan gemme sig.”
Jeg betragter ham lidt med et smil for at se, om det er en joke, men da jeg ikke får en reaktion, går jeg hen til den nærmeste bil og flår i bagdøren, som til min overraskelse går op. Philip nikker og siger: ”Der bor knap 1000 mennesker og godt 2000 isbjørne på Svalbard – så vi mennesker må indordne os”.
Rensdyrburger og fadøl
Kl. 06.10 bliver jeg vækket af en ballonflychef i lange underbukser. Morgenmaden består af havregryn med mælk og godt med sukker – og så en kærkommen kop kaffe. 30 minutter senere sidder jeg bag på en 200cc Yamaha snescooter i mit varmeste tøj og fryser – på vej mod ballonhangaren.
I hangaren får jeg udleveret polarudstyr, der består af en usædvanlig tyk og tung flyverdragt, forede støvler, 2 par handsker, en ansigtsmaske og styrthjelm med visir. Jeg får strenge ordrer på, at visiret skal være nede ved scooterkørsel. -25 grader og 80 km/t på en scooter er lig forfrysninger og varige hudskader på få minutter, hvis huden er blottet.
Kl. 09.00 er ballon, kurv og grej lastet på slæder. To lokale guider kører foran i nordøstlig retning, forsynet med hver deres riffel, hvilket er lovkrav såfremt, at man forlader byen. Vi kører i let snevejr og dårlig sigtbarhed, hvilket giver en ufrivillig rutsjebanetur, da det er umuligt at se konjekturerne i det bjergede landskab.
De to lokale guider virker dog helt upåvirkede og næsten forundrede over, at vi har svært ved at følge med på de moderate 60 km/t.
Planen er at nå den anden side af bjergkammen, hvor der forhåbentlig er sigtbarhed og højtliggende skyer. Efter 2,5 times rutsjebanetur, uden stop, når vi bunden af dalen på den anden side af bjergkammen. Her er sigtbarheden lig nul, og det sner fortsat.
Den lokale guide tager sin riffel frem af hylsteret og stiller den op af den ene slæde. Herefter deler han halvfrosne mini marsbars ud og supplerer dette festmåltid med varm solbærsaft, fra termokander, opbevaret i store handsker.
Jeg tog mig den frihed at gå lidt afsides pga. et lille privat projekt. Det viste sig dog at være et temmelig kompliceret projekt i min bamsedragt og adskillige lag tøj. Da jeg vender mig om for at gå tilbage, bliver jeg kortvarigt grebet af panik. Jeg kan ikke se dem. Kun høre deres svage stemmer.
Det går op for mig, at uden snescooter og lokalguide er mine chancer for overlevelse i dette landskab minimale.
Jeg skynder mig derfor hurtigt de 20 meter tilbage gennem den dybe sne og tager taknemmeligt imod en halv frossen mini Bounty fra den lokale guide.
Philip meddeler, efter en kort dialog med lokalguiderne, at flyvning ikke er mulig. Vi kravler slukøret tilbage på scooterne og forbereder os på en tre timers rutsjebanetur. Kl. 16.48 sidder vi på en lokal restaurant med ild i pejsen og med en velfortjent rensdyrburger og en stor fadøl foran os.
Actionpræget ballonflyvning
Næste morgen kl. 04.22 får jeg en strålende sol i hovedet. Jeg trækker omhyggeligt de mørke gardiner helt for og forsøger at sove lidt videre. Kl. 09.05 er vi igen iført vores polarudstyr og er klar til afgang. Solen står højt på himlen, og der er kun få skyer. Det blæser dog for kraftigt til en ballonlanding, men Philip har en plan.
Planen er at flyve op over bjergkammen og herefter lande i en slugt på den anden side af bjergkammen, hvor der er vindstille.
Slugten er næsten 25 km. lang og 3 km bred og ender ved havet. Slugten er kendt for at have mange isbjørne, der ofte befinder sig i vandkanten. Vi skal der sørge for at hænge en tid i slugten, før vi lander, så de lokale guider kan nå frem til os på deres snescootere.
Vi kører i godt humør mod bjergkammen, der med lidt god vilje ligger godt 2 timer væk – så de to guider giver den gas. Efter en 2 timer og 10 minutters gevaldig rystetur, er vi fremme ved bjergkammen. Vi cirkler lidt for at finde et sted med læ nok til at sætte ballonen op.
Vi bokser en del rundt i den dybe sne, der flere steder går os til over knæene, for at få ballonen foldet ud og gjort klar til opsætning. Allerede ved 35 grader begynder ballonen at rejse sig og ved 45 grader hopper den for at komme i luften. På en sommerdag i Danmark skal temperaturen være 80-90 grader.
Rebet, der holder os fast til den ene snescooter, løsnes, og vi stiger til vejrs. Kort efter tager vinden fat i ballonen og fører os direkte mod bjergkammen. Vi nærmer os faretruende og hurtigt den massive klippevæg, der tårner sig op foran os, og et sammenstød virker uundgåeligt.
Et heltefoto til samlingen
Jeg kigger nervøst på Philip, der står forbavsende roligt med ryggen til klippevæggen. Mit ængstelige blik møder hans, og han smiler og blinker til mig, så jeg beslutter at spille cool i denne selvmordssituation. De amerikanske eventyrer, der har haft travlt med at filme opstigningen, bliver nu også opmærksomme på bjergkammen, der nu er truende tæt på og begynder at pege og puffe til Philip.
Philip smiler også til dem og nikker bekræftende, at ja han har også set klippevæggen, der nu kun er 30 meter væk, men i det samme begynder farten mod klippevæggen at tage af, og i stedet løfter den ballonen opad langs klippevæggen. Da vi når kanten, bliver vi igen ført ind over bjergkammen, og der lyder et henrykt hyl fra os alle, da vi snitter sneen på kanten inden, vi forsætter henover kammen.
Et fortryllende sneklædt landskab omgivet af et dybblåt ocean møder os, og adventure-turisterne får igen travlt med at fotografere hinanden til Facebook og Instagram i den nu langt mere afslappede stemning. Jeg kigger ud over kurven og kan langt under os se guiderne er i fuld fart med kæmpe sig gennem bjergkæden.
Det går op for mig, at jeg står i en lille flettet kurv 1000 meter over jorden, og jeg kigger lidt på en af eventyrerne, der læner sig ud over kurven for at få endnu et heltefoto til samlingen.
Phillip lader stille og roligt ballonen tabe højde, så vi kommer tættere på bjergkammen og kan se, hvordan sne og is har skabt fascinerende formationer, der får isslottet i Frost til at virke sandsynligt.
Efter ca. 25 minutter i luften og med en fart på 65 km/t, nærmer vi os slugten, og Philip begynder at tage højde af ballonen. Efter yderligere nogle minutter befinder vi os ca. i midten af slugten med bjerge på begge sider. Vinden har skiftet retning, og vi bliver nu ført ud mod havet, der ligger ca. 10 km. borte. Vi spejder efter de to guider, men de er ude af syne. Philip fører nu ballonen helt tæt på den snedækkede slette for at mindske farten. Følelsen af at flyve forstærkes af stilheden, mens vi hastigt bevæger os over sneen få centimeter fra kurven.
Philip går igen op i højden, og vi spejder igen efter snescooterne, men de er stadig ikke er kommet til syne. Havet er kommet tættere på, og vi befinder os nu mindre end 5 km fra breden. En forbavsende rolig Philip briefer mig kort på dansk, så adventure-turisterne, der stadig er optaget af selvportrætter, ikke forstår, hvad der bliver sagt.
”Vi har alt for meget fart på! Der er ikke vindstille her i slugten. Vi flyver 18 knob, så om 8 minutter havner vi i vandet eller som isbjørnefoder, så vi må lande nu, selvom scooterne ikke er her endnu. Forbered dig på en rigtig hård landing.”
Jeg nikker alvorligt, mens jeg forsøger at huske om min livsforsikring til min familie tager højde for isbjørnefoder, da jeg jo naturligt er mit ansvar bevidst.
Philip giver korte, venlige men bestemte instrukser, og amerikanerne pakker hurtigt deres udstyr væk uden brok og gør sig klar til landing. Philip har beskrevet landingen som ”bumpy”, og at kurven vil lægge sig ned, så det er vigtigt, at man går godt ned i knæ og holder godt fast, så man ikke falder ud af kurven under landing.
Jeg ved, at en ballon helst skal lande i 5 knob – og maksimalt 10 knob, så der er ingen tvivl om, at det bliver en hård landing.
Kurven er nu igen kun få centimeter fra den plane sneslette. Phillip går langsomt, centimeter for centimeter, tættere på sneen, indtil kurven snitter sneen og den løse sne hvirvler op om kurven. Et kort øjeblik står den 1,2 ton tunge kurv stille for derefter at blive trukket omkuld af ballonen, der stadig har travlt med at komme en tur i vandet.
Vi ligger alle i en stor bunke i kurven, mens vi dækkes af sne og samtidig fortsætter kurven hen over sletten som en kæmpe sneskovl. Efter 15 meter giver ballonen op og ligger sig fladt ned på sneen, og kurven ligger stille. Vi ligger alle lidt stille i bunken og puster og griner, inden Philip spørger til, om alle er okay, og vi begynder at vikle os ud af hinanden og kurven, udklædt som snemænd.
Isbjørnefoder og frysetørret spaghetti
Fuld af latter løber adventure-turisterne rundt og fotograferer, mens Phillip og jeg begge spejder efter en snescooter eller en isbjørn. Philip siger med et bredt grin, ”Nu husker du din opgave som isbjørnefoder”.
Jeg forsøger at argumentere for at han, pga. sin størrelse, mere egner sig som hovedret, og at jeg er mere passende som en dessert. Philip begynder at tale om appetizer, da vi efter nogle lange minutter bliver afbrudt af lyden fra en snescooter i meget høje omdrejninger. I en sky af sne kommer en snescooter farende med 140 km/t.
En tydeligt ophidset guide hiver sin riffel frem, mens han snærer: ”I told you to wait for us before landing. A lot of bears around here.”
Efter guiden har kigget sig lidt omkring, begynder vi at pakke ballonen sammen og laste på slæden, der nu er kommet med den anden scooter. Guiden beder os tage plads i læ af kurven, og her serverer han middag bestående af poser med frysetørret spaghetti bolognese, oprørt med lunken vand, og en kop solbærsaft.
Dette festmåltid indtages i stilhed og under stor koncentration og nydelse, som var det den sidste nadver.
